Jasper Sebastian Stürup

Med Hul Igennem. Lisbeth Bonde. Information 16 Januar 2002

Jasper Sebastian Stürups uudgrundelige tegninger og skulpturer viser en flydende, transparent verden.

I disse vinterdage, hvor sneen har lagt sin tunge, hvide dyne på grønsværen i Kongens Have, forlænges oplevelsen naturligt i mødet med Jasper Sebastian Stürups snehvide, amorfe skulpturer, der rejser sig eller ligger i Galleri Susanne Ottesens store rum som snedriver, der nægter at smelte. Det er fysiske former, der konstant skifter karakter, alt efter hvorfra man ser dem i det cool og skarpe rum.
Kunstneren (f. 1969) dimitterede fra Kunstakademiet i 1999 og har bidraget til adskillige generationsudstillinger, der pejler nybruddene i samtidskunsten: Charlottenborgs Efterårsudstilling, 1999, »Du er helt ny, du er retro« i Trapholt i 2000 og »Take Off« i Århus Kunstmuseum sidste år for at nævne nogle af de mere officielle. Man har her kunnet studere en lille bid af hans uomtvistelige talent, men først nu i det store rum hos Susanne Ottesen folder han sig ud, og virkningen er stille, men overbevisende. Selv om billederne hvisker deres budskaber med en vaklende streg i tusch, så kalder de én til, for der foregår en række interessante illusionsionsbrud, eftersom Stürup gennemhuller fladen og lader en anden illusion glide ind over motivet, der gør tegningerne helt skizofrene og syrede på en anderledes og mere interessant måde, end vi har set det tidligere.

Tegninger uden buffer.
Siden 1993 har Stürup, der startede som maler, helliget sig tegningen, som på udstillingen qua indramningen og det store antal (40 tegninger), medvirker til at ophøje den til kunst på højde med maleri. Tegningen har i øvrigt fået en renæssance hos de unge kunstnere, der i stigende grad har kastet deres kærlighed på den, bl.a. fordi den ligger så tæt på den kunstneriske ides undfangelse: Der er ingen buffer imellem tanke og skitse, hånden nedfælder umiddelbart, hvad tanken dikterer. På den måde er tegningen dugfrisk og sprød og tæt på den skabende proces, hvilket man også kunne forvisse sig om på Louisianas nys overståede udstilling med skister »Fra Picasso til Yoko Ono«, der fokuserede på tegningen som kunstens primære udtryk. Og hvad foregår der så i Stürups billedverden? Tegningerne viser intime, menneskeforladte interiører, der danner overgang mellem møbler og arkitektur. De virker drømte eller tænkte, disse interiører, der som tænkebobler artikulerer deres rumlige fortællinger. Det er en minimal og skrøbelig orden, hvor kun det allermest nødvendige er med.
Noget af det mest nødvendige er musik – der er en slags stille, visuel lydside, der hylder stereoanlægget – men også sengen, reolerne m.v. får deres plads i dette minimale ønskeunivers. Og så er der ofte hul igennem til the other side. Der kan være tale om, at papiret er flænset, og kaos dukker op bag den tilsyneladende ro og orden. Stürup tegner også på ternet stof, han leger med huller, med sort ild, med skinnende folie, der gennemflænser et skrøbeligt interiør, han tegner på farvet papir og driller os med sine illusionsnumre. Hans streg er klog som den tidlige David Hockneys. Selv om den vakler, er der ingen vaklen i geledderne hos Stürup, der har beseglet sin position som stor tegnende kunstner i sin generation.